print  :  kontakt


 
 
 
Forside » Artikler » Indretning med omtanke

Indretning med omtanke


Valget er truffet, typehuset er bygget, og nu er det tid til indflytning. Ofte er det først i det øjeblik, at mange begynder at tænke på, hvor sofaen skal stå, og om klædeskabet overhovedet får plads. Ifølge indretningsarkitekt Vibeke Brinck handler indretning om meget mere end møbler. Det handler om at tænke form og funktion sammen til en helhed.

Skal væggen være hvid eller beklædt med mønstret tapet? Skal lamperne være i ny eller gammel stil? Og hvor skal man i det hele taget begynde, når adressen bliver skiftet ud, og hjemmet hedder typehus. Indretningsarkitekt Vibeke Brinck, der blandt andet er kendt fra TV2-programmerne ”Hjerterum” og ”Huset”, giver her tips i fire indretningskategorier til, hvad man skal være opmærksom på, når man giver sig i kast med at indrette sit nye hjem. Og ikke mindst hvilke faldgruber, man helst skal undgå.


Rum


At indrette et hjem handler helt grundlæggende om at fylde rum ud med møbler, man enten har med sig eller vælger at købe til boligen.

Tre tips:

  • Analysér som det første, hvordan rum er proportioneret og placeret i forhold til hinanden, samt hvilke funktioner de skal opfylde. Overvej dernæst, hvordan dine møbler vil tage sig ud i huset. En klassisk fejl er, at man glemmer det og derfor uheldigvis ikke får plads til det gamle chatol fra bedsteforældrene.
  • Er rummene store og åbne, er det en god idé at møblere ude på gulvet frem for langs væggene. Det udnytter ikke bare pladsen bedre, men kan samtidig være med til at skabe en større balance i rummet.
  • Lav en sjov kontrast i et rum ved at lade en lampe hænge lavt ned. Det kan være en god måde at bryde med den øvrige møblering, der som oftest stopper i en højde af omkring en meter.

Belysning


Belysning fremhæver farver, materialer og rum og er på den måde afgørende for helhedsoplevelsen af et hjem.

Tre tips:
  • Tænk på funktion frem for udseende, når du vælger lampe. Mange falder for lampen uden at tænke på, om det er den bedste lyskilde i forhold til f.eks. at skulle læse, lave mad eller se tv.
  • Når du vælger dine lamper, så vær opmærksom på hvilket lys, de giver. Er skærmen for eksempel transparent, er lyset mere diffust og ufokuseret, end lamper, hvor lyset kun kastes nedad. Afprøv lampen, inden du beslutter dig for den – på samme måde som du prøvesidder en stol, før du køber den. 
  • En god tommelfingerregel er, at der ikke bør være mere end to typer lyskilder i et rum. En glødetråd kan være én lyskilde og en energisparepære en anden. Flere lyskildetyper end det kan være med til at skabe forvirring og ubalance i et rum.

Farver


Det er nemmere at tapetsere eller male en væg om end at købe en ny sofa, fordi man bliver træt af den. Farver kan give nyt liv til et rum og skabe sammenhæng.

Tre tips:
  • Inden du vælger farver til dit hjem, er det en god idé at overveje, hvilke der i forvejen er i rummet. Stoffet på sofaen, trægulvets glød og lysindfaldet i rummet er blot nogle af de farveelementer, der skal matches.
  • Brug farver til at skabe en rød tråd i hjemmet. Er der for eksempel en høj gennemgående væg i huset, kan du vælge at lade den stå i én farve. Det kan binde et hus eller et rum sammen.
  • Tænk på tværs af rum, inden du vælger at male en væg eller købe en knaldrød sofa. Døre står oftest åbne, og det er derfor en god idé at overveje, om farvevalget harmonerer med de øvrige rum.

Stil


Man behøver ikke nødvendigvis at skifte stil og kassere sine gamle møbler, fordi adressen er ny. Nyt og gammelt kan sagtens kombineres, hvis man bare tænker lidt kreativt.

Tre tips:

  • Forsøg ikke at få et moderne typehus til at ligne en gammel patriciervilla, når det ikke er det. Da du besluttede dig for et typehus, valgte du samtidig detaljerne i et gammelt hus fra.
  • Kombinér nye møbler med gamle og tænk i sjove kontraster. På den måde kan du relativt hurtigt og med simple midler sætte dit personlige præg på dit hjem.
  • Et nyt hus er en oplagt mulighed for at indrette sig på en ny måde, hvad enten det er med nye eller gamle møbler. Desuden er det en god anledning til at få sorteret i de ting, du ikke længere bruger.

Om Vibeke Brinck


Vibeke Brinck er uddannet indretningsarkitekt fra Danmarks Designskole. Hun løser indretningsopgaver for såvel private som virksomheder ud over at arbejde som filmscenograf og foredragsholder. Hun blev landskendt som indretningsarkitekt i blandt andet ”Hjerterum” og ”Huset” på TV2.